Grundtvig
En julehilsen fra Folkekirkens Skoletjeneste
Nikolaj Frederik Severin 1783- 1872
Mel.: A.P. Berggreen 1832
C.E.F. Weyse 1838
1. Velkommen igen, Guds engle små,
fra høje Himmel-sale,
med dejlige solskinsklæder på,
i jordens skyggedale!
Trods klingrende frost godt år I spå
for fugl og sæd i dvale.
2. Vel mødt under sky på kirkesti,
på sne ved midnatstide!
Udbære vor jul ej nænner I,
derpå tør nok vi lide;
o, ganger dog ej vor dør forbi,
os volder ej den kvide!
3. Vor hytte er lav og så vor dør,
kun armod er derinde,
men gæstet I har en hytte før,
det drages vi til minde;
er kruset af ler og kagen tør,
deri sig engle finde.
4. Med venlige øjne himmelblå,
i vugger og i senge,
vi puslinger har i hver en vrå,
som blomster gro i enge;
o, synger for dem, som lærker slå,
som hørt de har ej længe!
5. Så drømme de sødt om Betlehem,
og er det end forblommet,
de drømme dog sandt om barnets hjem,
som lå i krybberummet,
de drømme, de lege jul med dem,
hvis sang de har fornummet.
6. Da vågne de mildt i morgengry
og tælle mer ej timer,
da høre vi julesang på ny,
som sig med hjertet rimer,
da klinger det sødt i højen sky,
når juleklokken kimer.
7. Da vandre Guds engle op og ned
på salmens tonestige,
da byder vor Herre selv Guds fred
til dem, den efterhige;
da åbner sig Himlens borgeled,
da kommer ret Guds rige.
8. O, måtte vi kun den glæde se,
før vore øjne lukkes!
Da skal, som en barnemoders ve,
vor smerte sødt bortvugges.
Vor Fader i Himlen! lad det ske,
lad julesorgen slukkes!
N.F.S. Grundtvig 1824.
Velkommen igen, Guds engle små
Ordforklaringer
sæd i dvale – det såede korn sover vintersøvn i jorden
og så vor dør – vores dør er også lav
armod – fattigdom
en hytte – stalden i Betlehem
drages vi til minde – det minder juleevangeliets fortælling om barnet i stalden os om
puslinger – Grundtvigs to drenge, Johan og Svend, der i 1824 var 2 ½ år og 3 måneder gamle
vrå – hjørne, krog
forblommet – dunkelt, uklart
fornummet – fornemmet, hørt genklang af
efterhige – længes efter
borgeled – indgangsport
Salmen hentyder til Johannesevangeliet kap. 16,21, hvor der står:
Når kvinden skal føde, har hun det svært, fordi hendes time er kommet; men når hun har født sit barn, husker hun ikke mere sin trængsel af glæde over, at et menneske er født til verden.
Om salmen
I "Velkommen igen Guds engle små" falder vi ned midt i et dansk vinterlandskab ved midnatstid, hvor engle kommer på besøg. Grundtvig digtede salmen julenat i 1824 i en periode af sit liv, hvor han var meget bekymret over folks måde at læse Bibelen på. Han synes folk var begyndt at læse Bibelen med alt for stor vægt på fornuften. Det gik ud over troen på kristendommens budskab, mente Grundtvig. Det budskab, som englene julenat var de første til at fortælle om og som deres tilstedeværelse er tegn på. Med fornuften kan man jo ikke begribe engle. Netop derfor er de så gode til at vise, hvad julen og kristendommen handler om.
Grundtvig sad i sin lejlighed i København julenat og skulle skrive prædiken til julegudstjenesten i Vor Frelsers Kirke på Christianshavn, han skulle holde næste morgen. Dengang begyndte julen nemlig først rigtigt juledag om morgenen, når man gik i kirke. Grundtvig havde på det tidspunkt to små drenge, Svend og Johan, og han er sikkert gået lidt rundt i lejligheden og har stået og set på de sovende børn, mens han skrev salmen. Han har sikkert også set op på vinterhimlen med alle stjernerne, der også mindede ham om den første julenat, da Jesus blev født. På et tidspunkt har han måske lagt pennen fra sig og har tænkt tilbage på sin egen barndom. Derfor dukker der pludselig en lærke op midt i julesalmen (strofe 4), for lærken hører til ude på landet, hvor Grundtvig var vokset op. Her lå store gårde og små huse spredt i landskabet, men julenat finder englene ind i selv den laveste hytte, ligesom de den første julenat fandt ind i selv en stald. De synger for børnene, der ligger og sover, så børnene kommer til at drømme om den første jul i Betlehem (strofe 5). Når de vågner, hører de kirkeklokken kime. Og så er det jul.
Når man synger, forsvinder lyden op i luften, og det bruger Grundtvig som et billede. Når der rigtigt bliver sunget med på salmerne i kirken til jul, så stiger lyden til vejrs, og så er salmesangen ligesom en stige, der er lavet af toner, og når helt op i himlen. En tone-stige, som englene kan bruge, når de skal gå frem og tilbage mellem Himmel og Jord. For enden af stigen er der, som på de bondegårde, Grundtvig kendte, et led, en låge ind til Himlen. Grundtvig forestiller sig, at Gud står ved lågen, og åbner den, når han hører salmesangen. Måske har han fået ideen til billedet (strofe 7) med englene og tonestigen fra fortællingen om Jakobs drøm i 1. Mosebog 28,10–22 i Det gamle Testamente.
Nogle af dem, der var i kirke julemorgen i 1824, har fortalt, at Grundtvig så meget glad ud, da han gik på prædikestolen. Især da han til slut i sin prædiken sagde, at han nu ville læse en ny salme op, som han lige havde skrevet, og derefter med glad og mild stemme læste "Velkommen igen, Guds engle små".
