Grundtvig
En julehilsen fra Folkekirkens Skoletjeneste
Nikolaj Frederik Severin 1783- 1872
Grundtvig som salmedigter
Grundtvigs salmer afspejler i høj grad hans egen livshistorie; Grundtvigs salmedigtning gennemløb en udvikling som minder om kirkeårets – nemlig fra ”jul” (1810-11 og 1824) over ”påske” (begyndelsen af 1830´erne) til ”pinse” (fra 1837), præcis i den takt, som han selv tolkede kristenlivets udvikling.
Det begyndte med vinterkulde og storm, fortsatte med spirende forår ved påsketid og sluttede med skærsommer. Pinsesalmen ”I al sin glans nu stråler solen” er et godt eksempel på hele den billedverden, som han havde oparbejdet. Den danske sommer i fuldt flor blev et billede på Helligåndens fornyende kraft som samtidigt vidnede om Grundtvigs egen livsopfyldelse.
Typisk for Grundtvigs salmer er de mange poetiske motiver, som siden har fået stor betydning for fornyelsen af det danske sprog.
Grundtvig er den mest produktive salmedigter, vi har haft i Danmark. Han skrev omkring 1600 digte, sange og salmer. Eftersom Grundtvig blev 88 år, betyder det, at han i gennemsnit producerede 18 salmer om året. Hvis vi trækker de år fra, hvor han ikke kunne skrive, bliver det til, at han næsten skrev to salmer om måneden – udover alt det andet, som han arbejdede med. Og det var ikke salmer på to-tre vers, Grundtvig skrev. Mange af hans salmer havde 20- 30 vers, og engang skrev han en sang med ikke mindre end 800 linjer. Derfor er mange af de salmer, vi synger af Grundtvig i dag, forkortede udgaver.
I Den Danske Salmebog 2002 findes 163 af Grundtvigs egne salmer og 90, som han har oversat eller bearbejdet. Grundtvigs salmer er i høj grad tænkt og skrevet ud fra, at de skulle bruges til gudstjenester. Det betyder, at næsten alle Grundtvigs salmer er skrevet i vi-form (vi synger, vi samles, vi beder osv.). De er skrevet til at blive sunget i fællesskab – modsat mange af de ældre salmedigteres fx Kingo og Brorsons (fra ”Svanesang”), salmer, der ofte er skrevet i jeg-form, fordi de handler om digterens eller den enkelte tanker og tro.
Man kan sige, at Grundtvig moderniserede salmen. Gennem salmerne og det at synge salmerne sammen ville han gøre folk gladere. Tidligere salmedigtere havde gjort Gud til en streng dommer, men Grundtvig fremstillede Gud som en vældig, men kærlig skikkelse. Tidligere havde man mere sunget om død og lidelse, og salmerne mindede om klagesange. Grundtvig mente, at salmerne skulle være jubelsange, at de skulle genlyde af liv og lyst, fordi det kristne budskab er budskabet om, at livet er stærkere end døden, og at Gud er en kærlig Gud, der tilgiver mennesket dets synder.
En del af de ældre salmer er rene suk: ak, jeg skal dø, ak, jeg er en synder, men ifølge Grundtvig skulle det mere være tak, tak, tak end ak, ak, ak. For Grundtvig var det livet på jorden, der var vigtigst. Han mente ikke, at man levede en hård tid på jorden med mange prøvelser for så efter døden at få sin belønning i Himmelen. I de gamle salmer talte man om Guds rige, som noget på den anden side af døden, medens Grundtvig i sine salmer pointerer, at Guds rige er noget, der begynder her på jorden, lige nu: ”Midt iblandt os er Guds rige...”. Eller ”Mit land, siger Herren, er Himmel og jord, hvor kærlighed bor”. Guds rige er altså både himmel og jord. Det betyder, at den længsel, som mange (salme-) digtere får inspiration fra og digter om – længselen efter den elskede, efter et bedre liv, efter en mening eller efter at være elsket – hos Grundtvig i høj grad er en længsel, der er blevet opfyldt.
Han skriveri i salmen, "Lyksaligt det folk, som har øre for klang" at den kristne i sit hjerte har plads:
”til længselen, dyb som det store hav,
til håb, der sig højere svinger
end ørne og engle på vinger”
Den Danske Salmebog nr. 376
fordi kristendommen bygger på troen på, at menneskenes verden engang skal blive som et nyt Paradis, men fortsætter han så i en anden salme:
”Trods længselens smerte
sig ej i dit hjerte:
Hvem farer i afgrunden ned,
min frelser, den søde
mig op fra de døde
at hente til fryd og til fred!
Det kønnere klinger:
Hvem vil dog på vinger
opfare til Himmerigs Slot
til os at nedhente
den Herre, vi vente!
Det er for Guds-ordet dog spot!”
Den Danske salmebog nr. 397
Mennesket skal ikke gå og drømme om eller længes efter, at nogen farer ned til Helvede eller op i Himlen for at hente Gud, for kristendommens pointe er, at Gud allerede er her. Og for at finde Gud, skal man ifølge Grundtvig gå til det, han kalder for Ordet (med stort O). Ordet betyder, at man skal huske, at alting begyndte med et ord – Gud skabte ifølge Bibelens skabelsesberetning (1 Mos 1) verden med sit ord. For Grundtvig betød det, at der er noget guddommeligt ved alt det, der har med tale, ord, stemme, synge, høre og lytte at gøre. Derfor kaldte han Jesus for ”Guds levende ord”. Både med det Jesus sagde, mens han levede, og med den måde han levede sit liv på, ”sagde” han ifølge Grundtvig det, som Gud ville sige.
For Grundtvig var ord også en genial metafor for den måde, Gud findes i verden på – som ånde og luft. Gud er på den måde usynligt til stede i det synlige; som kærlighed, håb, fred osv. – alt det som mennesker almindeligvis anser for værdifuldt.
Ordet bliver således forståelsesnøglen til Grundtvigs salmedigtning. Når Ordet bliver formidlet fx i salmesang kommer Gud selv tilstede i ånden og gør glad, giver håb og inspirerer.
Dette er også baggrunden for at salmerne var så vigtige for ham. For ham var salmesangen folkets røst, og mange af hans salmer og sange blev folkets i den forstand, at man sang dem både i kirken og ved folkelige møder, i skolerne og i udpræget grad på højskolerne. Grundtvigs salmer var særligt velegnede til denne folkelige brug, fordi de handlede om livet i bred forstand – om det at være menneske. Grundtvig forbandt Gud med de ydre, fælles og nære ting. Han var overbevidst om, at det guddommelige både ved skabelsen og igennem Jesus, var blevet blandet ind i det menneskelige, så de to ting aldrig kan skilles ad.
