Grundtvig
En julehilsen fra Folkekirkens Skoletjeneste
Nikolaj Frederik Severin 1783- 1872
Dejlig er den himmel blå
Ordforklaring
lyst – Fornøjelse, glæde.
sagn fra gamle dage – jf. Matthæusevangeliet 2,5-6, hvor der henvises til de gammeltestamentlige profetier bl.a. i Mikas bog kap. 5,1-5, som omhandler fredsfyrsten fra Betlehem.
uden mage – uden en der er magen til, uden lige.
på stand - uden at vente, straks.
oplede – finde frem til.
Davids hjem...Betlehem – jf. Lukasevangeliet kap. 2,4, hvor det fortælles, at Jesus er af den legendariske kong Davids slægt, og derfor må hans forældre drage til Davids by Betlehem i forbindelse med kejserens folketælling.
uden spir – uden herskerstav eller scepter, dvs. uden tegnene på kongeværdigheden.
Denne stjerne... som kan aldrig lede vild ... er hans guddomsord det klare ...
til at lyse for vor fod – jf. Salmernes Bog kap. 119 v. 105: ”Dine ord er en lygte for min fod, et lys på min sti”.
Den danske salmebog nr. 121
Mel.: C.E.F. Weyse omkring 1837
J.G. Meidell 1840
Th. Laub 1917
1. Dejlig er den himmel blå,
lyst det er at se derpå,
hvor de gyldne stjerner blinke,
hvor de smile, hvor de vinke
os fra jorden op til sig.
2. Det var midt i julenat,
hver en stjerne glimted mat,
men med ét der blev at skue
én så klar på himlens bue
som en lille stjernesol.
3. Når den stjerne lys og blid
sig lod se ved midnatstid,
var det sagn fra gamle dage,
at en konge uden mage
skulle fødes på vor jord.
4. Vise mænd fra Østerland
drog i verden ud på stand
for den konge at oplede,
for den konge at tilbede,
som var født i samme stund.
5. De ham fandt i Davids hjem,
de ham fandt i Betlehem,
uden spir og kongetrone,
der kun sad en fattig kone,
vugged barnet i sit skød.
6. Stjernen ledte vise mænd
til vor Herre Kristus hen;
vi har og en ledestjerne,
og når vi den følger gerne,
kommer vi til Jesus Krist.
7. Denne stjerne lys og mild,
som kan aldrig lede vild,
er hans guddoms-ord det klare,
som han os lod åbenbare
til at lyse for vor fod.
N.F.S. Grundtvig 1810 og 1853.
Salmens oprindelse
Det der blev til salmen ”Dejlig er den himmel blå” var oprindeligt et digt på 19 vers med overskriften ”De hellige tre Konger. (En barnesang)”. Første gang den blev trykt var i 1811 i Sandsigeren eller den danske Husven, som var et ugeblad udgivet af forfatteren Knud Lyhne Rahbek. I 1832 blev digtet optaget i en sangbog; Historiske Psalmer og Riim til Børne-Lærdom.
Pudsigt nok blev digtet også bragt i en tysk oversættelse: ”Blauer Himmel ist so schön” i Geistliche Gesänge und Lieder...” udgivet af Lorenz Siemonsen, der var kateket ved Frederiks tyske Kirke i København. Efter at være blevet forkortet og omformuleret flere gange blev digtet som en salme optaget i salmebøgerne, først i Roskilde konvents salmebog i 1855, i Nordslesvigsk salmebog i 1889 og i Psalmebog for Kirke og Hjem i 1899; derefter i Den Danske Salmebog fra 1953 og senest i Den Danske Salmebog fra 2002, hvor salmen har 6 vers.
Salmens tema
I kirkeåret knytter denne salme sig til jule- og specielt hellig tre kongerstiden.
Den handler jo netop om de tre hellige konger, eller vise mænd, som Grundtvig også kalder dem. Egentlig står der slet ikke noget i Bibelen om, at der var tre, og egentlig heller ikke noget om, at de var konger. I Matthæusevangeliet,som er det eneste af de fire evangelier, der fortæller denne del
af historien, er der blot tale om netop nogle vise mænd, jf. Matthæusevangeliet kap. 2,1-12.
I traditionen er de vise mænd senere blevet til Hellig tre konger. Man har måske udfra de tre gaver, som de medbragte (guld, røgelse og myrra) sluttet, at der måtte være tre givere, eller tretallet er opstået, fordi det er et godt helligt tal – svarende til treenigheden: Gud Fader, Gud Søn og Gud Helligånd.
Vi kender det også fra folkelig overtro: ”Alle gode gange tre” eller ”Tre er lykkens gang”. Og eftersom de havde kostbare gaver med, var det nærliggende at holde dem for at være konger. Herved bliver kontrasten mellem ”himmelens konge”, Jesus, der fødes i en ussel stald og ”verdens konger”, de vise mænd, også så meget desto større. Stjernen er omdrejningspunktet i salmen – den stjerne som alle andre nok så funklende stjerner kun er matte i forhold til. Stjernen er et billede på sandheden. For Grundtvig repræsenterede de tre vise mænd en konge, hans søn og en astrolog – som svarer til kong Nebukadnezar i Babylon, hans tjener Beltsazar og stjernetyderne fra Daniels Bog i Det Gamle Testamente, der handler om, hvordan denne verdens vise komme til kort overfor Guds visdom. Sådan set skal denne barnlige og enfoldige sang fortælle, hvordan samtidens vise, samtidens ”Babel” jf. 1. Mosebog kap. 11, skal vende tilbage til kristendommen for at finde sandheden.
Kaspar
Kaspar
Melchior
Baltasar
En lille anekdote
Da Grundtvig var blevet præst havde hans gamle far, som var præst på landet på Sjælland, et lille sted som hedder Udby, hårdt brug for at Grundtvig kom hjem for at hjælpe ham med arbejdet. Det havde Grundtvig dog ikke meget lyst til, for han havde store tanker, om alt det han skulle udrette, og det kunne han jo ikke gøre fra sådan en lille flække på landet. Men han blev nød til at tage hjem til præstegården og hjælpe sin far. Alle de høje tanker han havde om sig selv, og de store ting han skulle udrette, slog på et tidspunkt over i den dybeste fortvivlelse. Grundtvig blev forskrækket over sine egne drømme om fremtiden, fordi han kom i tvivl om, om han overhovedet selv var kristen. Det kan man bl.a. se i nogle af de udkast, han har skrevet til det, der engang skulle blive til hans berømte julesalme ”Dejlig er den himmel blå”. I første omgang var det en meget tung salme, der begyndte sådan:
”Vi har en seng så bred og stor,
og sengen er den vide jord,
der må vi alle hvile. . . ”
Man skulle tro, at det var en begravelsessalme og ikke en julesalme – som om Grundtvig allerede stod med det ene ben i graven. Senere kalder han sengen for en ”himmelseng” og skriver linjen ”den himmel er så dejlig blå”. Så gik han i stå.
Måske har han derefter – i tankerne eller i virkeligheden – lagt sig ned på jorden en mørk aften, og er på den måde kommet til at kigge lige op i den stjernefyldte vinterhimmel og har fået andre tanker ind i sit hoved end tanker om jord, hvile og død. Under alle omstændigheder har linjen om ”den dejlige himmel blå” sat ham i gang med at tænke, for d. 12. december 1810 skrev han sangen færdig. Som afslutning på papiret skrev han ”Herrens navn være lovet og hans ubegribelige kærlighed priset”. Så han må have følt at sangskriveriet var lykkedes.
