Grundtvig
En julehilsen fra Folkekirkens Skoletjeneste
Nikolaj Frederik Severin 1783- 1872
Et barn er født i Betlehem
Den Danske Salmebog nr. 104
Mel.: Melodi fra 15. årh. / Lossius 1553
Tysk visemelodi omkring 1600
1. Et barn er født i Betlehem,
thi glæde sig Jerusalem!
Halleluja, halleluja!
2. En fattig jomfru sad i løn
og fødte Himlens kongesøn.
Halleluja, halleluja!
3. Han lagdes i et krybberum,
Guds engle sang med fryd derom:
Halleluja, halleluja!
4. Og Østens vise ofred der
guld, røgelse og myrra skær.
Halleluja, halleluja!
5. Forvunden er nu al vor nød,
os er i dag en frelser fød.
Halleluja, halleluja!
6. Guds kære børn vi blev på ny,
skal holde jul i Himmel-by.
Halleluja, halleluja!
7. På stjernetæpper lyseblå
skal glade vi til kirke gå.
Halleluja, halleluja!
8. Guds engle der os lære brat
at synge, som de sang i nat:
Halleluja, halleluja!
9. Da vorde engle vi som de,
Guds milde ansigt skal vi se.
Halleluja, halleluja!
10. Ham være pris til evig tid
for frelser bold og broder blid!
Halleluja, halleluja!!
Latin 14. årh. Tysk 1545. Dansk 1544. 1569.
N.F.S. Grundtvig 1820 og 1845.
Et barn er født – Er en henvisning til Esajas i Det gamle Testamente (Esajas kap. 9,5)
thi glæde sig Jerusalem – derfor skal Jerusalem glæde sig. Julenat bliver Betlehem billedet på Jerusalem – ikke lokaliteten i sig selv, men det mytologiske Jerusalem – den by, der husede kong David og den by, som er Paradisforestillingen i Ny Testamente, det nye Jerusalem, hvor alt er godt og fantastisk smukt, når Kristus kommer igen ved tidernes ende, som der står i Johannes Åbenbaringen. Verset udtrykker perspektivet mellem den jordiske glæde i Betlehem, julenat i fødselsøjeblikket overfor den evige, himmelske glæde i det ny Jerusalem.
Halleluja – er hebraisk og betyder ”Lovsyng Jahve (Gud Herren)”.
En fattig jomfru – jomfru Maria, der repræsenterer den jordiske fattigdom overfor den himmelske majestæt, som barnet er.
I løn - i det skjulte.
Østens vise – er Grundtvigs udtryk for kongerne fra Saba.
guld, røgelse og myrra – disse gaver er symbolske og henviser henholdsvis til kongeværdighed,til guddommelighed og til én, der skulle dø. Myrraplantens vellugtende og sansebedøvende harpiks brugtes både som bedøvelsesmiddel til en døende (Markusevangeliet kap. 15,23), og til at konservere lig med forud for en begravelse (Markusevangeliet kap. 16,1).
Skær – ægte, fin.
Forvunden – handler ikke om, at noget er forsvundet eller overstået, men om at noget er overvundet.
Salmens oprindelse
Salmen er Grundtvigs gendigtning af en oprindeligt latinsk krybbesang fra det 14. århundrede kaldet Puer natus in Bethlehem. Denne latinske krybbesang tog reformatorerne med i de tidligste lutherske salmebøger, fordi den var kendt blandt folk fra en tysk oversættelse fra 1439. Den første danske oversættelse stammer fra 1553. I 1699 kom den med i Kingos salmebog og gik herfra videre til Pontoppidans salmebog fra 1740. I den følgende Guldbergs og Evangelisk-kristelig Psalmebog var salmen ikke med og gik således lidt i glemmebogen, bortset fra i Sønderjylland, hvor man langt op i tiden blev ved med at bruge Pontoppidans salmebog, og ad den vej kom salmen med i Nordslesvigsk salmebog i 1889. Salmen var altså ikke særlig kendt på Grundtvigs tid, men han fandt den allerede i 1817 i digtet ”Ragna-Roke”, og i 1820 gendigtede Grundtvig så salmen til den, vi stort set kender i dag (på nær en linje). Grundtvigs gendigtning blev gengivet i nogle Grundtvigske sang- og salmebøger, men havde svært ved at finde almen accept. Derfor udgav Grundtvig et lille salmeblad til kirkegængerne i Vartov Hospitalskirke juledag 1845, heriblandt var „Et barn er født i Bethlehem”. Senere udgav Grundtvig flere af disse salmeblade, som i 1850 blev samlet og udgivet i Fest-Psalmer. Herfra gik salmen videre i de toneangivende salmebøger frem til i dag.
Salmens tema
Man kan kalde salmen for en julekrybbesang, der handler om, hvad der skete i Betlehem, da Jesus blev født, og hvad dette ifølge Grundtvig betyder for mennesker. Salmen har da også med sin oprindelse i den latinske krybbesang stærke rødder tilbage til julekrybbetraditionen. Det siges, at Frans af Assisi i julen 1223 opstillede en julekrybbe ude i det fri og holdt andagt sammen med dem, han fik til at komme. Pave Sixtus (1471-84) indførte julekrybben som skik i Rom. Op igennem middelalderen udviklede dette sig til en meget populær tradition, der også inkluderede sang og drama, sådan som vi kender det fra julekrybbespil i dag.
I Grundtvigs gendigtning ligger vægten på at opleve kristendom med barnets sind. Ved synet af julekrybben, ser den syngende sig selv som barn igen. Hele salmen er komponeret over kristendommens treklang: Kærligheden (at Gud gav sin Søn til mennesker), Troen (at kristne tror, at al nød er overvundet i og med, at mennesker nu er Guds børn), Håbet (håbet om, at der findes en ”Himmel-by”, med plads til mennesker). Grundtvig gav salmen overskriften ”Jule-Sang for christne Børn”. Som motto for salmen satte han et gammelt dansk ordsprog: ”Det er godt at være Barn om Julen”. Salmen fortæller, hvorfor det er godt.
En lillie anekdokte
Som tidligere nævnt fik Grundtvig idéen til at skrive denne salme fra en gammel latinsk krybbespilssang. Men han havde svært ved at få den med i de kirkelige salmebøger, måske fordi man ikke var vant til at høre den slags julesange, hvor de bibelske fortællinger blev i den grad gjort levende. I hvert fald spærrede de ledende folk indenfor kirken for at salmen kom med i én af de salmebøger, der var meget kendte dengang. Men det var ikke Grundtvigs temperament at finde sig i det. Så juledag i 1845 gjorde han det ret usædvanlige selv at trykke og uddele et trykt ark med fire af sine egne julesalmer til sin menighed i Vartov kirke i København. Heriblandt var ”Et barn er født i Betlehem”. I de følgende år udgave Grundtvig 14 af disse salmeblade skrevet til forskellige kirkelige højtider.
I 1850 blev de samlet og udgivet med navnet ”Fest-Psalmer”.
